Skip to main content

Ny undersøgelse kan afsløre risikoen for at udvikle atopisk eksem

En simpel test af babyer kan være med til at forudsige, hvilke børn der senere vil udvikle atopisk dermatitis, særligt moderat til svær eksem, og dermed forebygge sygdommen.

Det er en stribe tape på håndryggen af to måneder gamle babyer, der kan sladre om risikoen for at udvikle atopisk eksem. Det har danske forskere fra Bispebjerg Hospital påvist i en række studier, der er offentliggjort i blandt andet Allergy og Journal of Clinical Immunology. Når tapen tages af huden igen, kan man analysere de opsamlede hudceller for hudbiomarkører. Disse biomarkører afslører risikoen for udvikling af atopisk eksem. Undersøgelsen vil i fremtiden gøre det meget let og smertefrit at identificere risikoen for atopisk eksem og dermed tidligt give mulighed for at igangsætte behandling og forebygge sygdommen. 

Studier udspringer af fødselskohorte

Studierne er baseret på fødselskohorten BABY Skin som professor ved Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital Jacob Pontoppidan Thyssen står bag. Fødselskohorten består af 450 børn, hvoraf 300 børn var født til tiden og 150 præmature børn.

Børnene blev undersøgt med forskellige metoder, da børnene var to måneder gamle. Én af metoderne var undersøgelsen med tape. Børnene er indtil videre blevet fulgt, til de er to år - for at se, hvem der har udviklet atopisk dermatitis. 

34,6 procent af børn født til tiden havde efter to år udviklet atopisk eksem. Af de præmature børn var det 21,2 procent. Cirka 60 procent af børnenes forældre var selv diagnosticeret med atopisk eksem, astma eller høfeber. 

Ændret lipidsammensætning og åbent vindue

I det ene studie identificerede forskerne, at lipidsammensætningen allerede er ændret, inden man udvikler atopisk eksem. Studiet viste, at forhøjede niveauer af biomarkøreren TARC kan forudsige, om børn udvikler atopisk eksem. TARC er en akut inflammatorisk biomarkør, som kan aktivere det TH2-immunrespons, der indgår i udviklingen af atopisk eksem. Normalt bliver TARC målt i blodet for at afsløre aktiv atopisk eksem. 

Studiet afslørede også, at immunbiomarkørerne IL-8 og IL-18 kan bruges til at identificere, hvem der udvikler moderat til svær atopisk eksem. 

En af de forskere, der står bag studiet, er læge ved Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, Anne-Sofie Halling. Ifølge hende vil metoden kunne give mulighed for at sætte ind med tidlig behandling og dermed nedsætte risikoen for at udvikle sygdomme.

“Det er enormt revolutionerende, at TARC målt i huden ved tomånedersalderen kan forudsige, hvem der udvikler atopisk eksem. Et klinisk forsøg fra Irland har vist, at behandling med creme de to første levemåneder kan medføre nedsat risiko for atopisk eksem. Det tyder altså på, at der er et ‘åbent vindue’ de første to levemåneder, hvor man kan forudsige, hvilke børn der udvikler atopisk eksem, og at forebyggende intervention med creme kan nedsætte risikoen for, at disse børn udvikler sygdommen,” siger Anne-Sofie Halling til Dagens Medicin. 

Lipidmarkører i huden

I et andet studie, hvor 88 børn fra kohorten BABY Skin indgik, analyserede forskerne fra Bispebjerg Hospital tapeprøverne for lipidsammensætningen i huden. Her fandt man, at lipidsammensætningen spiller en stor rolle i udviklingen af atopisk medicin. 

Forskerne identificerede, at lipidmarkører i huden målt i tomånedersalderen kunne afsløre, hvem der udviklede atopisk eksem senere hen. Der var stor sandsynlighed for at ramme rigtigt ved at bruge lipidmarkørererne som prædikatorer - 95 procent sandsynlighed for at ramme rigtigt ved positivt svar og 17 procent sandsynlighed for at ramme forkert ved negativt svar.  

Studierne fortsætter

Børnene bliver fortsat fulgt. Dette for at undersøge, om hudbiomarkørerne også kan sige noget om, hvem der får mere svær og vedvarende atopisk eksem, samt om nogle af børnene udvikler andre atopiske sygdomme. 

“Sigtet er, at vi vil udvikle en kombineret score ud fra de forskellige hudbiomarkører og bruge den score til at pege på, hvem der skal tidligt i behandling for at forebygge atopisk eksem. Fremtiden vil så vise, hvordan man bedst gør det, og om det også vil have en effekt på risikoen for udvikling af associerede atopiske sygdomme,” siger Anne-Sofie Halling til Dagens Medicin.