Steroidcreme skal af med det dårlige ry
Gamle myter spænder ben for, at især småbørn med atopisk eksem får den rigtige behandling. Forældrene er bange for at bruge steroidcremer, og det er synd, for de er ufarlige, når man bruger dem rigtigt, siger Tove Agner, professor emerita og overlæge på hudafdelingen, Bispebjerg Hospital.
Babyer og småbørn med atopisk eksem skal have behandling, for ellers vil eksemet og kløen bare bliver værre og værre. Men mange småbørnsforældre er bange for steroidcremer. Det hører de ofte i Facebook gruppen hos Atopisk Eksem Forening, fortæller Anne Vastrup, der er formand for foreningen:
”Vi oplever især forældre til småbørn, der er i tvivl om, hvad de skal gøre. De vil det bedste for barnet. Så skriver de for at få hjælp i gruppen og folk hjælper hinanden med gode råd. Men alle råd er ikke lige gode. Vi ser ofte, at myterne florerer og der er mange, der skriver, at steroidcremerne er farlige og har mange bivirkninger. Så tør forældre måske ikke behandle barnet med steroidcreme. Og det er synd, for bivirkningerne er sejlivede myter. Steroidcremer slæber på et dårligt ry, de fik i 1950érne, da cremen kom frem. Dengang for 70 år siden brugte man cremen forkert, og det kunne give tynd hud. Men i dag har vi for længst lært at bruge den rigtigt, så der ikke er bivirkninger,” understreger Anne Vastrup.
Derfor er hun også meget glad for den nye bog af hudlægen Tove Agner ’Stop Kløen’, fordi den er med til at aflive nogle af myterne.
Fugtighedscreme med omtanke
Som hudlæge møder Tove Agner mange småbørnsforældre, og i bogen ’Stop Kløen’, har hun valgt nogle af de mest almindelige spørgsmål ud, som hun svarer på.
Et spørgsmål lyder: Vores søn har børneeksem og skal smøres mange gange dagligt. Men nu skal han i institution, hvad gør vi, hvis rutinen skal fortsættes? Svar: involver ikke vuggestuen, men smør ham grundigt to gange om dagen. Det er godt nok.
Tove Agner møder også mange forældre, der ikke vil bruge steroidcreme:
”Mange forældre vil ikke smøre steroidcremer på babyen. Det er vigtigt, at man er konkret og siger til lægen, hvad det er, man er bange for. Folk er bange for at det kan give kræft, eller skade barnets kønsorganer, eller give hvide pletter, men intet af dette er rigtigt. Det er ikke farligt, hvis man bruger det rigtigt. Der for er det vigtigt at finde en læge, man har tillid til og kan tale med sine bekymringer om,’ siger hun.
Der er dog nogle steder på kroppen, hvor hun anbefaler, at man ikke bruger steoridcremer.
”Øjenområdet suger desværre meget. Så brug en mild creme omkring øjnene og undgå så vidt muligt behandling med steroidcreme her,” siger hun og tilføjer, at man er blevet meget opmærksom på, at det er vigtigt at man har rene (nyvaskede) hænder når man smører sig selv eller sit barn med fugtighedscreme eller steroidcreme. Hvis hænderne er rene, risikerer man ikke at påføre bakterier eller allergifremkaldende stoffer på huden, og nedsætter så risikoen for hudinfektion og allergi.
