Skip to main content

Hudsagen skriver åbent brev til Sundhedsstrukturkommissionen

”Det er ikke kun sundhedsvæsenet, der slår revner – det gør 500.000 danskeres hud også”, skriver HudSagen i en kronik, som er bragt i Avisen Danmark.

”Kære kommission; Vores appel er klar. Glem ikke de 500.000 danskere, der kæmper med kroniske hudsygdomme,” skriver Hudsagen.

Kronikken er skrevet som et åbnet brev til Sundhedsstrukturkommissionen, der er i gang med at udforme anbefalinger til den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Afsenderen er Hudsagen, som består af Anne Vastrup, formand i Atopisk Eksem Forening, Sten Svensson, landsformand i Psoriasisforeningen og Bente Villumsen, formand i Patientforeningen for HS Danmark.

Kræver akut politisk opmærksomhed

”Hudsygdomme er et ofte overset og stigmatiseret kronikerområde, som kræver akut politisk opmærksomhed. Kronisk hudsygdom er en af de største kronikerområder i Danmark, og hudlidelser er langtfra bare kløe og kosmetiske hensyn; det er en ofte livslang bekymring med fysiske, psykologiske, sociale og økonomiske konsekvenser,” skriver Hudsagen blandt andet og peger på en af de helt store udfordringer:

”Når uheldet er ude, må patienter nogen steder i landet vente helt op til ni måneder på hjælp. Bestiller du en tid i januar, kan du risikere først at se en hudlæge i oktober,” skriver sammenslutningen og fremhæver, at man som patient kan opleve det som at ’løbe panden mod muren i et sundhedsvæsen, der ikke formår at gribe mennesker med kronisk hudsygdom,’ lyder det i sammenslutningens appel til kommissionen, som også har modtaget en række konkrete forslag til. Herunder, hvordan man ved at hæve den såkaldte ’knækgrænse’, kan nedbringe ventetiderne.

Hudsagen foreslår også, at det skal være muligt for praktiserende hudlæger og ikke kun hospitalsafdelinger at tilbyde blandt andet "biologiske behandlinger". Så kan hudpatienter spare køretiden, og hospitalsafdelingerne kan få lettet trykket.

Endelig mener de tre foreninger også, at speciallægerne har brug for en rettesnor for prioritering af patienter, fordi mange hudsygdomme kan være dybt invaliderende. Derfor mener de, at man skal se på at udvide alvorlighedshierarkiet ved at tage højde for patienternes fysiske og psykiske sygdomsbyrde.

Sundhedsstrukturkommissionen skal afslutte sit arbejde med én samlet afrapportering i foråret 2024.